Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

I folkestyrets tjeneste – eller om at råbe stille og roligt

Reportage. Psykiatrifonden var til stede, da folketingspolitikerne mødte ind til Folketingets åbning 2024. Og vi havde en vigtig bog og et vigtigt budskab med til dem.

Folketingets åbning 2024, Opråb, Fra venstre Rosa Lund (Ø), Samira Nawa (RV)

Rosa Lund (Ø) og Samira Nawa (RV).

Første tirsdag i oktober indvarsler som bekendt starten på en ny politisk sæson i det danske folketing. Og som alle mærkedage er også denne omgærdet af traditioner. Der er de formelle traditioner: Folketingets præsidium skal vælges, statsministeren holder åbningstale og folketingspolitikerne går i kirke. 

Der er også de mere uformelle traditioner. Som demonstrationerne om alt fra storpolitiske konflikter til de mindste nichedagsordener. I krydsfeltet mellem storpolitik og niche indfandt Psykiatrifondens udsendte sig denne dag på magtens højborg.

Netop i år indvarslede oktobers første dag også efterårets ubarmhjertige og uventede ankomst. En dag, hvor den nydanske vejrtradition indian summer blev afløst af røde ører og stive fingre. Og hvor de stive fingre først og fremmest skyldtes den hårdnakkede benægtelse af, at vanter kan være nødvendige på cykelturen i morgenkulden, så skyldtes politikernes røde ører måske snarere, at de havde fået en nyvunden indsigt i presserende problemer, man havde undgået lidt for længe.

Hvis man læser Psykiatrifondens nye bog ’Opråb’, der er et koncentrat af 55.000 danskeres vidnesbyrd fra en psykiatri i krise, så forstår man godt de røde ører. Lange ventetider, usikkerhed, mangelfuld behandling og mistro til systemet siver ned gennem siderne og giver en stemme til dem, der sjældent får ørenlyd. 

Jeg ser min bror forsvinde hen til ingenting
og der er hverken tid, penge eller personale nok
til at løfte hans udfordringer
Side 60 i bogen 'Opråb'

Særligt nu, hvor vi går ind i en højspændt politisk sæson for psykiatrien, med beslutninger om både sundhedsreform og psykiatriplan, er det vigtigt, at politikerne hører fra dem, der mærker konsekvenserne af deres beslutninger på egen krop. 

For hundredtusindvis af danskere handler de politiske beslutninger om psykiatriens fremtid nemlig om noget helt eksistentielt. For hundredtusindvis af danskere er kapacitetsudfordringer og ventetider hverken noget abstrakt eller djøffet, men konkret og allestedsnærværende.  

Opråb, bog, cover

Opråb. Skrevet af befolkningen, samlet af Psykiatrifonden. En ny bog giver ordet til 30.000 mennesker, der har valgt at råbe op om psykiatrien. Du kan læse bogen gratis her.

Bevæbnet med folkets stemme

Derfor brugte vi den råkolde oktoberdag til at bringe opråbet fra patienter, pårørende og personale i psykiatrien videre til de politikere, der netop nu træffer afgørende beslutninger med konsekvenser for virkelige liv. Så stemmerne i psykiatrien bliver husket i forhandlingslokalet.  

Et ønske om politikernes opmærksomhed var vi, ikke overraskende, flere der havde på denne demokratiets dag. Christiansborgs slotsplads var tæt pakket ind i skilte og bannere, og en kakofoni af medbragte slagord lød udover pladsen.  

Imens forskellige politiske organisationer står med skilte på slotspladsen, søger vi i stedet mod hovedtrappen. Vi har ingen skilte. I stedet har vi et par undseelige papkasser med små bøger. Ved ankomsten til trappen, der fører op til magten, bliver vi mødt af fire uniformerede betjente, der hurtigt vurderer, at Psykiatrifondens udsendte næppe gør nogen fortræd.  

“Hvad er der i kasserne?” spørger de.

“Det er nogle digte,” svarer vi.  

Betjentene smiler og giver direkte adgang til politikerne – bevæbnet med noget så farligt som folkets stemme.  

vores liv er sat på standby
og vi forsøger at være tålmodige
og holde modet oppe
mens min søde pige er i livskrise
og vi kan intet gøre for at hjælpe hende
Side 47 i bogen 'Opråb'

Politikerne tropper op – og lytter

Folketingets åbning 2024, Opråb, fra venstre Maria Durhuus (S), Lea Wermelin (S), Anders Kronborg (S)
Maria Durhuus (S), Lea Wermelin (S), Anders Kronborg (S).

Og de folkevalgte ville gerne lytte. Efterhånden som de ankom til slotstrappen i deres stiveste puds og største smil, fik vi gode snakke med politikere fra hele spektret. 

Her var der en fælles anerkendelse af, at psykiatrien i mange år har været underprioriteret – noget, der også ser ud til at have vundet realpolitisk indpas med det økonomiske løft, der indgår i 10-årsplanen for psykiatrien.  

Pludselig toner et pink jakkesæt frem fra Christianborgs store porte. Det er Socialdemokratiets nye sundhedsordfører, Lea Wermelin, der sammen med partiets misbrugsordfører Maria Durhuus kommer ned for at hilse på os, inden gudstjenesten begynder.  

Folketingets åbning 2024, Opråb, Anders Kronborg (S)
Anders Kronborg (S). 

Bag dem går partiets skatteordfører, Anders Kronborg.  

“Hvor skal I hen?”

“Vi skal bare lige ned og hente en bog.”

“Hvad handler den om?"

“Om psykisk sygdom. Det er også relevant for dig, Anders. Alle kan blive ramt.”  

Og det er der jo noget om.  

Folketingets åbning 2024, Rosa Eriksen (M) - Socialordfører
Rosa Eriksen (M).

Siden kommer Rosa Lund og Samira Nawa til, og selvom ingen af dem har direkte ansvar for psykiatriområdet, tager de anerkendende imod folkets opråb.  

Det samme gør en storsmilende Jacob Mark. Værdikæmperen Frederik Vad. Moderaternes Rosa Eriksen. 

Og Carl Valentin, der på Christiansborg primært beskæftiger sig med klima, miljø og fødevarer, spærrer øjnene op, når vi fortæller, at 55.000 danskere er kommet med deres bidrag til et fælles vidnesbyrd. “Psykiatrien er noget af det allermest vigtige vi skal rette op på,” siger han.  

Opråb til ordførere 

Da slotskirkeklokkerne ringer medlemmerne til gudstjeneste, trækker Psykiatrifonden i arbejdstøjet. Om det skyldes gode budskaber eller forfrosne fingre står hen i det uvisse, men vi får ikke desto mindre adgang til de hellige haller og bliver lukket ind i borgens åbningsdagsmorads. Her har vi i højere grad vejromstændighederne med os, og viderebringer danskernes opråb til politikere, presse og partiapparaterne.  

Folketingets åbning 2024, Opråb, Carl Valentin (SF)
Carl Valentin (SF).

Det summer i vandrehallen, og man mærker tydeligt, at de politiske dyr er glade for atter at komme på græs. 

”Regeringen har store forventninger til udspillet”.

”Partilederne er åbenlyst stadig ikke enige”.

Tidligere toppolitikere er inviteret i tv-studiet, hvor de både nostalgisk og medlidende fortæller om, hvilken politisk sæson deres ekskollegaer går i møde. Savsmuldet kilder dem i næsen, men ingen af de gamle cirkusheste skal have en tur i manegen lige med det samme. 

Midt i virakken forsøger vi at lokalisere Lise Berthelsen, Konservatives Psykiatriordfører, der har en professionel fortid i børne- og ungdomspsykiatrien, og som har været så venlig at invitere os indenfor.

Da hun får Opråb i hånden, slår hun straks på kapitlet ”Jeg arbejder i Psykiatrien”. 

”De her historier. Altså, det kunne lige så godt have været mig”

Charlotte Broman Mølbæk, Psykiatriordfører for SF fra Folketingets åbning 2024
Charlotte Broman Mølbæk (SF).

Mens vi taler med Lise ringer SF’s Psykiatriordfører, Charlotte Broman Mølbæk. Hun havde hørt noget om en bog, og vil meget gerne hilse på. 

Charlotte har kun lige overtaget psykiatriordførerskabet, men det holder hende bestemt ikke tilbage. På denne folketingsårets allerførste dag har hun allerede kaldt sundhedsministeren i samråd. 

"Det må være om noget vigtigt?"

”Ja, det handler bl.a. om ventetider i psykiatrien. Jeg håber, at I vil følge med?”

På vej ud bliver vi mødt af Louise Brown, Liberal Alliances sundhedsordfører, der lige har et øjeblik til at tale psykiatri med os, inden hun skal i radioen. 

Folketingets åbning 2024, Loise Brown, (LA)
Loise Brown (LA).

”Må jeg gerne tage bogen med hjem?”

Det skabte håb for fremtiden at mærke, hvordan de christriansborgs ordførere alle var trukket i arbejdstøjet for psykiatrien, og vil presse på for reelle forandringer. Så vi kan levere resultater og forbedringer for dem, der er afhængige af en velfungerende psykiatri.

Da åbningsdagen ebbede ud, var vi 200 bøger fattigere, men til gengæld var budskabet fra danskernes opråb sivet fra siderne i bogen og ind i det politiske maskinrum. 

Selv uden skilte og slagord, fik psykiatriens stemmer ørenlyd inden bag Christiansborgs tykke mure. 

Opråbet stopper ikke her. Psykiatrifonden arbejder videre for at sikre, at udviklingen går i befolkningens retning. Det vil vi fortsat holde politikerne ansvarlige for.  

Folketingets åbning 2024, Lise Berthelsen (C) Psykiatriordfører
Lise Berthelsen (C).

Du kan læse bogen "Opråb" her