Luk

Se film fra Snak om det

I det undervisningsmateriale, der blev udviklet til Snak om det, indgår en række film, der sætter fokus på, hvordan det er at være barn i en familie med psykisk sygdom. Du kan se filmene her.

Hver film præsenterer hvordan man kan tale med børn om svære problemstillinger. Der er syv temaer: I klassen, ADHD, Alkohol, Angst, Depression, Skænderier og PTSD.

Filmene viser børns tanker og reaktioner, samt præsenterer et sprog til hvordan man kan tale med børn om svære emner. Se filmene i klassen eller en-til-en med barnet og brug dem som samtaleemne og hjælpe til at forklare børn om psykisk sygdom i familien.

Filmene kan bruges isoleret eller sammen med det øvrige undervisningsmateriale.

I klassen

Snak om det: I klassen

Frederiks far har ondt i tankerne og følelserne og det er som om fars humør smitter Frederik, så det bliver svært at gå i skole. Heldigvis hjælper det at tale om tanker og følelser i klassen – så Frederik ikke skal gå med det alene.

ADHD

Snak om det: ADHD

Trine og Daniel er søskende. Daniel har ADHD. ADHD er lidt ligesom en skønhedsplet i hjernen, som gør, at man somme tider er på en anden måde, end hvis man ikke har en ADHD skønhedsplet i hjernen. Nogle kalder det også for et usynligt handicap. Pga. skønhedspletten kan man have svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Man kan også glemme at lytte til, hvad andre siger og komme til at gøre andre sure, når man leger, fordi man ikke når at tænke over, hvad man siger og gør. Det er ikke af ond vilje!

Alkohol

Snak om det: Alkohol

Johans mor er begyndt at drikke, fordi hun har det svært. Johan kan ikke lide, når mor er fuld - men det ved mor ikke. Heldigvis ender familien med at snakke om det - og alle får hjælp.

Angst

Snak om det - Angst

Amandas far er ramt af angst. Amanda føler, at hun er den eneste i hele verden, der har en far med en psykisk sygdom - hun ved ikke, at der er psykisk sygdom i hver anden familie. Henne i skolen har Amanda svært ved at koncentrere sig. Hun tænker tit på sin far, og om angsten har noget med hende at gøre? Heldigvis fortæller hendes farmor og farfar, at det aldrig er børnenes skyld, at deres forældre bliver ramt af en psykisk sygdom.

Depression

Snak om det - Depression

Sofies mor er ramt af en depression. Sofie er hele tiden meget opmærksom på, hvordan mor har det. Hun har nogle lange antenner, som hun bruger til at mærke stemningen derhjemme. Det er hårdt at vokse at have en mor, der er ramt af depression, men heldigvis får mor hjælp.

Skænderier 

Snak om det - Skænderier

Malthes mor og far skændes meget. Tegnefilmen viser, at børn og voksne tit tænker forskelligt. Malthes forældre tror slet ikke, at Malthe kan mærke, at deres skænderier forurener luften derhjemme. Men Malthe kan tydeligt mærke, hvordan skænderierne forurener luften, og hvordan hans forældre har det.

PTSD

Snak om det - PTSD

Alis far har været i krig og hans familie bor nu i Danmark. Selv om der ikke er krig i Danmark, så har Alis far det som om, han stadig er i krig. Alis far er ramt af PTSD. Det betyder, at han er meget angst og i tankerne, følelserne og kroppen har han det som om, han stadig er i krig. Men det er ikke kun Alis far, der har det skidt. Ali har det heller ikke godt, fordi han kan se, at hans far ikke har det godt.

PTSD - in english

PTSD is an anxiety disorder. When you suffer from PTSD you relive traumatic situations again and again and your body reacts in the same way as it did when you experienced the actual situation. Children of parents with PTSD are also in a state of alert and can get anxious when the adult feels anxious. Talk about it.

 

Indhold