Mennesker med svær psykisk sygdom kan snart få tilskud til tandpleje
Fra sommeren 2025 kan mennesker med svær psykisk sygdom, der er i medicinsk behandling, få tilskud til tandlægebehandling. Læs her, om ordningen gælder for dig og få gode råd til, hvordan du kan passe på dine tænder og mund, når du får medicin.
Fra næste sommer vil mennesker med svær psykisk sygdom, der er i medicinsk behandling, kunne få tilskud til tandlægebehandling. Det er resultatet af en politisk aftale, der blev vedtaget 1. november 2024.
Man har også tidligere kunnet få tilskud til tandbehandling ved psykisk sygdom, men kun, hvis man var indlagt eller tilknyttet distriktspsykiatrien. Det nye er, at tilskudsordningen nu bliver udvidet til også at omfatte medicinsk behandling.
Aftalen er baseret på faglige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Når aftalen træder i kraft i sommeren 2025, vil to nye grupper inden for det psykiatriske område få mulighed for tilskud:
- Patienter i behandling med psykofarmaka af typen tricykliske antidepressiva.
- Patienter i behandling med psykofarmaka for svær psykisk sygdom.
Psykofarmaka er en samlet betegnelse for lægemidler, der bruges til behandling af psykisk sygdom.
Tricykliske antidepressiva er de første lægemidler mod depression. De har været på markedet i mere end 50 år og har ofte flere bivirkninger end nyere lægemidler.
Psykofarmaka giver ofte tandproblemer
Mennesker, der er i behandling med psykofarmaka, oplever ofte tand- og mundhuleproblemer, som kan være alvorlige. Det skyldes typisk, at lægemidlerne hæmmer produktionen af spyt i munden.
Længere tids behandling med flere af disse lægemidler kan medføre tandproblemer som huller i tænderne, slid på tænder og i værste fald tab af tænder. Og egenbetaling hos tandlægen kan gøre det uoverskueligt at få behandlet problemerne.
Her kan du læse, hvordan en forælder til to voksne børn med psykiatriske diagnoser - og tandproblemer, oplever det:
Du kan finde forælderens historie i bogen "Opråb". Det er en bog, som giver ordet til 30.000 mennesker, der har valgt at råbe op om psykiatrien. Du kan læse bogen gratis her
Gælder den nye ordning for dig?
For at være berettiget til hjælp under den nye ordning, skal man opfylde nogle kriterier. Dem kan du læse herunder:
- Patienter, der behandles med psykofarmaka af typen tricykliske antidepressiva
- Fast behandling med tricykliske antidepressiva (dagligt indtag eller depotbehandling), hvor behandlingen har varet i seks måneder eller mere.
- Påvist nedsat spytsekretion ved spytsekretionsmåling.
- Betydelige tandproblemer (efter Sundhedsstyrelsens kriterier).
- Patienter, der behandles med psykofarmaka for svær psykisk lidelse
- Fast behandling med psykofarmaka (dagligt indtag eller depotbehandling), hvor behandlingen har varet i seks måneder eller mere.
- Svær psykisk lidelse typisk i form af diagnoserne skizofreni, skizoaffektiv psykose og skizotypisk sindslidelse, bipolar lidelse eller svær depression.
- Påvist nedsat spytsekretion ved spytsekretionsmåling.
- Betydelige tandproblemer (efter Sundhedsstyrelsens kriterier).
Sådan søger du
Du søger vi din bopælsregion. Læs mere her
Hvis du er i tvivl om, du er berettiget til tilskud, kan du kontakte patientvejlederen i din region.
Den politiske aftale bliver udmøntet i et lovforslag, der forventes at træde i kraft 1. juli 2025.
Læs aftalen: Aftale om yderlige udvidelse af ordningen om tilskud til tandpleje til visse patientgrupper (PDF)
Sådan er reglerne for tilskud til tandlægebehandling nu: Sundhed.dk: Tilskud til tandlægehjælp
- Børst tænderne med flourtandpasta morgen og aften. Eventuelt også efter måltiderne.
- Tal med din tandlæge om mundtørhed. Måske har du brug for at komme hyppigere til tandeftersyn eller få ekstra flourbehandling.
- Brug tandtråd eller tandstikker.
- Hold igen med søde og syreholdige sager.
- Drik ofte vand.
- Nedsæt dit forbrug af kaffe, tobak og alkohol.
- Brug læbepomade, der er med til at fugte læberne.
- Stimuler spytproduktionen ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller pastiller. På apoteket kan du få sugetabletter specielt til mundtørhed.
- Fugt tænder og mund ved hjælp af midler, der erstatter fugtproduktionen, for eksempel mund-gel.