Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Menneske og maskine

Det psykiatriske system er under et voldsomt pres, og hvis teknologi af enhver art kan være med til at afhjælpe bare lidt af dette pres og dermed hjælpe flere mennesker i smerte, så kan jeg i hvert fald ikke etisk forsvare at stille mig på bagbenene. Læs kommentar af Anna Juul, forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse.

Anna Juul, fotograf Fryd Frydendahl

Anna Juul, fotograf Fryd Frydendahl

 

Kommentar af Anna Juul, forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse

Jeg blev engang tilbudt noget, som min daværende behandler kaldte ’avatar-terapi’. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, det har nok været for en fem-seks år siden, hvor jeg oftere var psykotisk og hørte stemmer. Konceptet var, at jeg skulle beskrive en stemme, jeg hørte, hvorefter et computerprogram ville personificere stemmen, give den en krop, så jeg i princippet ville kunne føre en dialog med stemmen i håbet om, at den med tiden ville blive mindre skræmmende for mig.

Jeg tænkte, at det nok nærmere var min behandler, der var syg i hovedet.
Anna Juul, forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse

Jeg må indrømme, at jeg dengang tænkte, at det nok nærmere var min behandler, der var syg i hovedet. Jeg havde meget svært ved at forestille mig, at det ville hjælpe på noget at sidde og kommunikere med en dårligt animeret tegneseriefigur, men endnu vigtigere så var mit eneste ønske jo sådan set at blive mødt af et andet menneske. Jeg ville ikke udliciteres til en maskine, desuden har jeg altid næret en sund skepsis over for teknologi, og derfor takkede jeg pænt nej.

Jeg tror ikke, at et tilbud som ovenstående ville have forekommet mig lige så, ja, sindssygt, havde jeg fået det i dag. Nu foregår hele behandlingsforløb udelukkende online, og al min teknologiforskrækkelse til trods hilser jeg udviklingen velkommen. De fleste af os er vel ikke længere i tvivl om, at det psykiatriske system er under et voldsomt pres, og hvis teknologi af enhver art kan være med til at afhjælpe bare lidt af dette pres og dermed hjælpe flere mennesker i smerte, så kan jeg i hvert fald ikke etisk forsvare at stille mig på bagbenene.

Det ændrer dog ikke på, at jeg synes, at vi på samfundsplan skylder os selv at have den svære samtale om, hvad der kan og skal afhjælpes. Hvad der er ’sygt’, og hvad der er en almenmenneskelig reaktion på livet, der viser tænder. På TikTok er det eksempelvis ekstremt populært at teste sig selv for ADHD på alle mulige mere eller mindre obskure måder. Faktisk har der været over to milliarder visninger af diverse ADHD-selvtestvideoer, og hvis bare en brøkdel af disse – primært unge – mennesker efterfølgende møder op og gerne vil kureres, ja, så er det ikke så underligt, at det psykiatriske system bliver overbelastet, for slet ikke at tale om de sociale mediers algoritmer, der hurtigt og effektivt kan lede dig videre til nogen eller noget, der hurtigt og effektivt kan løse dine problemer mod betaling.

Så lige så glædeligt det er, at ’Internetpsykiatrien’ kan være med til at demokratisere adgangen til hurtigere hjælp, og selvom guderne skal vide, at der er brug for adgang til hurtigere hjælp, lige så vigtigt er det, at vi husker på, at selvom vi har vænnet os til, at alt kan løses hurtigt, gnidningsfrit og billigt online, så er det at være menneske et livslangt og benhårdt arbejde, der trods alt ikke kan outsources til en maskine.

Tema om digital psykiatri, illustration

Digital psykiatri kan være alt fra videokonsultationer og apps til internetbaseret behandling. Der forskes også heftigt i brugen af kunstig intelligens og virtual reality. Bliv klogere på digital psykiatri i dette tema.

Se også

Torsten Bjørn Jacobsen, formand, Psykiatrifonden (tv), Marianne Skjold Larsen, administrerende direktør, Psykiatrifonden (th), 26. april 2022

Lad os investere i fremtidens mentale sundhed ved at omfavne digitaliseringens potentiale. Nøglen er at skabe et system, der ikke kun er teknologisk avanceret, men også følsomt over for patienternes individuelle behov. Digital psykiatri må og skal...