Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Depression og traumer – og en regning på en halv million

Psykisk sygdom har en pris. For Helen har det kostet det meste af hendes sociale liv og frihedsfølelse. Og den ene tandlægeregning efter den anden.

Helen Holmdal Petersen, til artiklen 'Depression og traumer – og en regning på en halv million'

Foto(s): Privat

Mange med psykisk sygdom ved, at sygdommen sjældent står alene. Den kan hænge sammen med andre sygdomme, skam, social eksklusion, uforudsete regninger og meget mere. Helen Holmdal Petersen på 60 år har betalt en stor regning for sygdom og traumer. I overført betydning og meget konkret: På under 20 år har hun betalt 470.000 kr. til sin tandlæge.

Jeg er hverken misbruger eller storforbruger af sukker, alkohol eller andet. Jeg har ikke turdet drikke siden overgrebet. 
Helen Holmdal Petersen

Helens historie med psykiatrien begynder i midten af 1990’erne. Hun havde født sit første barn og var i et belastende arbejdsmiljø. Hun fik en depression, som stadig følger hende. For 17 år siden blev hun overfaldet og voldtaget af en taxachauffør, der slog hende så voldsomt, at det skadede en spytkirtel og flere tænder. Siden da har hun mistet de fleste af sine tænder.

Hun har hørt alle de gode forslag og fordomme, og hun maner dem straks til jorden: ”Jeg er hverken misbruger eller storforbruger af sukker, alkohol eller andet. Jeg har ikke turdet drikke siden overgrebet. Og det handler ikke om bare at skifte tandlæge, selvom jeg kan se i dag, at det havde været meget billigere at få et gebis fra starten. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle bevare tænderne så længe som muligt.”

Helen er fanget i en ond cirkel: ”De økonomiske belastninger har forværret min depression, og depressionen har igen forværret mine tandproblemer. Smerten – både fysisk og psykisk – har flere gange ført mig til randen af selvmordstanker. Jeg har stået alene med en hverdag, hvor jeg konstant må navigere mellem smerte, økonomisk ruin og frygten for at lade mine børn få et indblik i den lidelse, jeg bærer på.” 

Depression, ikon

Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.

”Så dør jeg”

Traumerne fra overfaldet og overgrebet sidder stadig i Helen. Hun var længe fyldt med skam og kunne ikke blive i sit ægteskab. Hun har altid været et socialt menneske, men i dag har hun svært ved at lave aftaler:

”I går aflyste jeg to gange en kaffeaftale med min nabo. For helvede, jeg … Jeg begynder bare at græde. Jeg vil ikke, jeg … Jeg har lavet sådan et skjold, og jeg aner ikke, hvor det stammer fra. Jeg tør næsten ikke sige det, men for mig var corona en fed tid, fordi jeg vidste, at folk ikke ville spørge, om vi skulle ses.”

 Jeg tør næsten ikke sige det, men for mig var corona en fed tid, fordi jeg vidste, at folk ikke ville spørge, om vi skulle ses.
Helen Holmdal Petersen

Hun fortsætter: ”Jeg føler, at jeg kun kan tale om mine tænder, fordi det fylder alt, og så kommer det til at handle om mig, og det vil jeg ikke have. Jeg kan ikke være der for andre, og så bliver jeg mere deprimeret.”

Helen har været selvstændig i 30 år som blandt andet grafisk designer og layouter. Hun må leve på en sten og kan ikke holde ferie. Hun bliver nødt til at holde sig i gang og arbejde uforholdsmæssigt mange timer om ugen, men ikke kun for at betale de tandlægeregninger, der forfølger hende.

”Jeg kan ikke sætte mig ned og bare slappe af. Så dør jeg. Bogstaveligt talt. Jeg vil aldrig gøre noget ved tankerne, for jeg har mine børn. Men nu hvor de ikke har brug for mig på samme måde, er jeg blevet konfronteret med tankerne igen.”

Helen fortæller, at hun lige nu stort set kun har sine fortænder:

”Jeg har ingen samlede flader, så nu ødelægger jeg også mine fortænder ved kun at kunne tygge med dem. For en måned siden sad jeg på Joe & the Juice med min søn og spiste en sandwich, og så røg der en bro ud. Da jeg tabte den bro, sad jeg og stirrede ned på 30.000 kroner. Og jeg begyndte at grine, fordi… Fuck det lort.”

Helens datter kalder sin mor for den eneste person, der kan grine og græde samtidig. En nødvendighed for Helen for at klare sig igennem en hverdag præget af depression.

”Min depression er en latent følelse af ikke at se noget som helst formål med at være her. Og når så der kommer alle de her regninger, som gør, at man ikke kan røre sig ud af stedet. Altså selv mit køleskab har jeg fundet i skralderummet ude i min baggård. Det er så mange penge, man skal have, for at betale de tandlægeregninger, som jeg har betalt de seneste 17 år.”

Helen Holmdal Petersen, til artiklen 'Depression og traumer – og en regning på en halv million'

Sort i sindet, rødt på bankkontoen

Helen kan ikke få forsikringshjælp til sine tænder, for skaden er allerede sket. Og skaderne fortsætter. Hendes medicin har muligvis gjort det værre for tænderne, mener tandlægen, men Helen er afhængig af sin antidepressive medicin for at overleve.

”Og psykiatrien har ikke pligt til at lægge to og to sammen og tale om muligheden for tørhed i munden og derved tandproblemer. Det står jo på indlægssedlen, altså det om tørhed i munden. Jeg har grædt og grædt hos min psykiater, oftest på grund af tandsmerte og dertilhørende økonomi. Men selvom jeg sagde, jeg var selvmordstruet, blev jeg bare sendt hjem med mere medicin.”

Helen har talt med Patientklagenævnet om muligheden for kompensation for enten tandlægeomkostninger eller manglende information om bivirkninger af medicin. De har informeret hende om, at man i psykiatrien ikke har pligt til at informere om bivirkninger, hvis det allerede står på medicinens medfølgende indlægsseddel. Og tandlæger? De har kun pligt til at bevare patientens tænder så længe som muligt og altså ikke pligt til at vurdere, om det ud fra et økonomisk perspektiv ville være mere hensigtsmæssigt med en anden løsning, fx tandprotese.

Helen mener, at tandlæger burde have et ansvar for at se, ”når et tandsæt er i en tilstand, der vil kræve massive udgifter fremover”. Hun savner også støtte i psykiatrien og anerkendelse af, at bivirkningerne af hendes medicin – som hun bliver nødt til at tage – har ”påvirket min fysiske sundhed, men også forværret min psykiske tilstand,” som hun siger. Foruden de økonomiske konsekvenser.

Man kan drikke sig halvt ihjel eller brække et ben og få gratis hjælp. Jeg har fået problemer med tænderne, og der er bare ikke noget at gøre. 470.000 kroner! 
Helen Holmdal Petersen

Men mest af alt ønsker hun en helhedsforståelse i et system, der lige nu ikke tager ansvar for det hele menneske, som hun siger. Hun drømmer om en mulighed for at holde sundhedsvæsnet ansvarligt, når mennesker bliver ramt af "konsekvenserne af denne manglende helhedsforståelse".

Familie og venner har forsøgt at hjælpe, siger Helen: ”Men jeg ved også, at min situation er en belastning for dem. Jeg kan mærke, hvordan min smerte og mit mørke påvirker dem, og det gør kun det psykiske pres endnu større.”

Samfundets uligheder rammer endnu hårdere, når psykisk sygdom er en del af ligningen.

”Man kan drikke sig halvt ihjel eller brække et ben og få gratis hjælp. Jeg har fået problemer med tænderne, og der er bare ikke noget at gøre. 470.000 kroner! Det her fylder jo, hver eneste gang jeg spiser. Hver gang.”

Helen undertrykker en klump i halsen med et grin. Som for at understrege den absurde situation:

”Lige nu er der kun sort i sindet og rødt på bankkontoen. Men for fanden, jeg må jo have håb inderst inde. Jeg står jo her og fortæller min historie.”