Når unge med spiseforstyrrelse overgår til voksenpsykiatrien
Spiseforstyrrelser begynder ofte i ungdomsårene og fortsætter ind i voksenlivet. Mange unge med spiseforstyrrelser overgår ofte fra børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien i en periode med store biologiske og sociale forandringer hos patienten, hvilket kan gøre overgangen problematisk. Et nyt review undersøger problemer forbundet med overgangen.
Ifølge reviewet er overgangen ofte uforudsigelig, stressende og mangelfuldt støttet, patienter føler sig dårligt forberedt på overgangen, og forældre føler sig ekskluderet og magtesløse. Og så kan overgangen blive kompliceret på grund af forskelle i behandlingskultur og manglende kommunikation mellem behandlingsstederne. En dårlig overgang kan resultere i, at patienterne ikke får den nødvendige behandling eller ryger ud af systemet.
Reviewet foreslår en model til at lette overgangen og sikre kontinuitet i behandlingen bestående af anbefalinger om:
- Tidlige og gentagne samtaler om overgangen, fra cirka 14-årsalderen.
- Vurdering af patientens modenhed og parathed, ikke kun alder.
- Inkludering af forældre i beslutninger og informationsdeling.
- Brug af værktøjer og støtte til at forberede patienter og pårørende.
- Koordination og samarbejde mellem behandlingsstederne.
Ragnhildstveit, A., Tuteja, N., Seli, P. et al. Transitions from child and adolescent to adult mental health services for eating disorders: an in-depth systematic review and development of a transition framework. J Eat Disord 12(36). 2024. https://doi.org/10.1186/s40337-024-00984-3