Svær psykisk sygdom og diabetes øger risikoen for alvorlige komplikationer
Personer med svær psykisk sygdom har to-tre gange højere risiko for at udvikle type 2-diabetes, og svær psykisk sygdom er en alvorlig risikofaktor i forhold til komplikationer ved diabetes.
Et nyt dansk studie undersøger komplikationer ved diabetes blandt personer med og uden psykisk sygdom over en periode på 24 år og viser, at graden af ulighed har været stabil gennem alle årene (1996-2020).
Studiet undersøgte hypoglykæmi og diabetisk ketoacidose, som er to alvorlige komplikationer ved diabetes, der øger risikoen for indlæggelse.
Alle i gruppen var diagnosticeret med type 1- eller 2-diabetes, og gruppen bestod af godt 433.000 individer, hvoraf 8 procent også havde svær psykisk sygdom (defineret som alvorlig depression, skizofreni eller bipolar lidelse). Særligt unge (under 50) og personer med skizofreni var i stor risiko for gentagne komplikationer.
Derfor foreslår studiet øget forskning i mekanismer, som forstærker den øgede risiko, samt indsatser til forebyggelse for særligt personer med skizofreni og unge.
Scheuer, S.H., Andersen, G.S., Carstensen, B., Diaz, L., Kosjerina, V., Lindekilde, N., Wild, S.H., Jackson, C.A., Pouwer, F., Benros, M.E., Jørgensen, M.E. (2024). Trends in Incidence of Hospitalization for Hypoglycemia and Diabetic Ketoacidosis in Individuals With Type 1 or Type 2 Diabetes With and Without Severe Mental Illness in Denmark from 1996 to 2020: A Nationwide Study i Diabetes Care 20, maj 2024; 47 (6): 1065-1073.