Tvivl om præparater mod søvnløshed
Danskerne har svært ved at falde i søvn og forblive sovende. Faktisk lider hele 12-20 procent af befolkningen af dårlig søvnkvalitet. Og problemet er endnu større hos personer med svær psykisk sygdom. Omkring halvdelen af personer med skizofreni eller bipolar lidelse har problemer med søvnløshed, og det samme gælder for over 75 procent af personer med svær depression.
Et nyt dansk metastudie har forsøgt at afdække effekten af og evidensen bag forskellige typer af medicin brugt til behandling af søvnløshed. For selvom kognitiv adfærdsterapi er den anbefalede første behandling mod kronisk søvnløshed i Europa, er brugen af medicinske behandlingsformer mere udbredt på grund af manglende ressourcer.
Ifølge studiet er det både til formålet godkendte og ikke-godkendte præparater, der bliver brugt til at behandle søvnløshed. Mange godkendte sovemidler kan nemlig medføre afhængighed og nedsat virkning over tid. Derfor er brugen af ikke-godkendte præparater som beroligende antidepressiva, antihistaminer og antipsykotika meget udbredt. Disse præparater er dog meget forskellige i både indhold, effekt, sikkerhed og interaktion med andre præparater.
Studiet viser, at mange ikke-godkendte præparater aldrig er blevet undersøgt som sovemidler til personer med svær psykisk sygdom. Blandt de præparater, der er undersøgt, havde nogle en moderat bedre effekt end placebo.
Studiet viser også, at nuværende data er utilstrækkelige. Forskerne bag studiet opfordrer derfor til flere og bedre studier på området.
Nina Friis Bak Fuglsang m.fl. “Efficacy and Acceptability of Licensed and Off‐Label Pharmacological Interventions for Insomnia in Patients With Severe Mental Illness: A Systematic Review and Meta‐Analysis of Randomised Trials”, Acta Psychiatrica Scandinavica, 2. september 2025, acps.70032.