Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

55.000 stemmer råber op

I demokratiet bør alle stemmer være lige meget værd, men mennesker med psykisk sygdom er længe blevet overset af politikerne. Men hvis man vil have et bevis for, at der er gode stemmer i psykiatrien, så kan man kaste et blik på vores nye bog Opråb, der er skabt af brudstykker af de 55.000 underskrifter, vi fik i en nylig underskriftindsamling.

Marianne Skjold, direktør, Psykiatrifonden
 

Publiceret 25. november 2024

Er alles stemme lige meget værd? Selvom det er et bærende princip i demokratiet, så virker det ikke altid sådan. I mange år har politikerne ikke regnet mennesker med psykisk sygdoms stemme for ret meget. Måske har den ikke haft nok klangbund? Måske har den lydt anderledes end de andre? Uanset hvorfor så er det ved at ændre sig. Måske fordi der er kommet stemmer i det.

Hvis man vil have et bevis for, at der er gode stemmer i psykiatrien, så kan man kaste et blik på vores nye bog Opråb, der er skabt af brudstykker af de 55.000 underskrifter, vi fik i en nylig underskriftindsamling. Det er over dobbelt så mange, som det kræver at starte et nyt parti. Og det er ikke bare hvilke som helst stemmer. Det er stemmer, der har noget at fortælle. Om svigt og om at føle sig ignoreret. Om tab og om fortvivlelse. Og om at håbe. Håbe på politisk handling og systemisk forandring.

vores liv er sat på standby
og vi forsøger at være tålmodige
og holde modet oppe
mens min søde pige er i livskrise
og vi kan intet gøre for at hjælpe hende
Side 47 i bogen 'Opråb'

For at stemmerne blev hørt, uddelte vi bogen til alle 179 folketingsmedlemmer på Folketingets åbning. Og mange af dem tog rigtig godt imod den og lyttede interesseret. Det er et klart signal om, at der er en voksende forståelse og anerkendelse af de udfordringer, som mennesker med psykisk sygdom står overfor. Denne bog er ikke kun en samling af personlige beretninger; den er et manifest for forandring og en opfordring til handling.

Jeg tør godt vædde med, at der venter sig et godt valg til den politiker, der virkelig lytter til de stemmer, der er i Opråb. Jeg tør godt vædde med, at der er stemmer i psykiatrien. Og selvom stemmerne i bogen siger noget forskelligt, så ønsker de alle bedre liv til mennesker med psykisk sygdom. 

Uanset om stemmerne stammer fra et frustreret sundhedspersonale, der gør det så godt, de kan, med de midler de har. Om de stammer fra forældre i afmagt, der ikke kan komme igennem systemet og få hjælp til deres børn. Eller fra nogle af vores samfunds mest sårbare og udsatte borgere, som systemet har givet op på.

Det er på tide, at vi som samfund anerkender og værdsætter disse stemmer. At vi lytter til dem, og tager dem alvorligt. At vi tager udfordringerne alvorligt.

Det kommer til at tage lang tid at forandre vilkårene for mennesker med psykisk sygdom, så psykisk sygdom ikke længere kan ødelægge liv. Der er stadigvæk stigma i lovgivningen. Ventetiden på at få behandling er astronomisk lang, og alt for meget af den hjælp, borgerne modtager, er af for ringe kvalitet.

Det er store udfordringer, det anerkender jeg, men det er udfordringer, man godt kan løse politisk. Hvis man blot tager udfordringerne alvorligt.

Du kan læse bogen Opråb her