Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Han ændrede vores syn på psykisk sygdom

Psykiatrifondens stifter og tidligere formand, speciallæge i psykiatri Jes Gerlach, gik bort i maj 2022. Han blev 83 år gammel. Jes Gerlach har gjort en markant forskel for psykiatrien i Danmark og for udbredelsen af forståelse og viden om psykisk sygdom.

es Gerlach, stifter af Psykiatrifonden
Det var patienterne, jeg interesserede mig for. Og for at skrive.
Jes Gerlach

I 1996 stiftede Jes Gerlach Psykiatrifonden. I sit arbejde som psykiater på Psykiatrisk Center Sct. Hans oplevede han nemlig, at der manglede viden og råd om psykisk sygdom, som alle kunne forstå.

Allerede i 1994 begyndte Jes Gerlach at udgive bladet Psykiatri-Information, som i første omgang primært var til pårørende.

Se forsiden af første nummer af Psykiatri-Information (PDF)

I starten blev bladet lavet på Sct. Hans, men efterspørgslen blev hurtigt så stor, at det blev for dyrt for hospitalet, som bad Jes Gerlach om at finde en anden løsning.

Fakta om Jens Gerlach
  • Cand.med. i 1966, speciallæge i psykiatri i 1977 og overlæge på Sct. Hans Hospital i 1978.
  • Hovedforfatter og medforfatter til en lang række internationale videnskabelige artikler med særlig fokus på antipsykotika.
  • Stiftede Psykiatrifonden i 1996.
  • Æresmedlem af Dansk Psykiatrisk Selskab.
  • Modtog Ridderkorset af Dannebrogordenen i 2017.
  • I 2013 fik han Lægeforeningens fornemste pris, Barfred-Pedersen æresgaven, for sit enorme arbejde for psykiatrien.

Efterlader sig hustru og voksne børn.

Derfor valgte Jes Gerlach at stifte Psykiatrifonden:

”Fra mit arbejde i psykiatrien oplevede jeg, hvordan læger og behandlere ofte talte hen over hovederne på både patienter og pårørende. Det var en fagjargon i kommunikationen, hvilket ofte skabte stor tvivl og forvirring hos både pårørende og patienterne. Særligt de pårørende følte sig hægtet af, og der manglede ganske elementær viden. Fx oplevede jeg en mor, som følte stor skyld over, at hendes søn havde fået skizofreni, fordi hun troede, det var, fordi hun havde solbadet under graviditeten. Det var den slags uvidenhed og skyldfølelse, vi ville have bugt med.” 

Bøger, arrangementer og telefonrådgivning

Psykiatrifonden udviklede sig hurtigt. Foruden bladet blev bøger, arrangementer, kampagner og kurser også en vigtig del af arbejdet. Ligesom det er i dag.

I 2000 blev Telefonrådgivningen etableret, og et par år senere begyndte Psykiatrifondens informationsbus at køre ud til folkeskolerne i hele landet. Alt sammen med fokus på at udbrede viden og nedbryde barrierer. Jes Gerlach mærkede med årene, at det rykkede noget. At det blev mere normalt at tale åbent om psykisk sygdom:

”Vi har spillet en afgørende rolle i at aftabuisere psykisk sygdom og i at fremme interaktionen mellem det biologiske, psykologiske og det sociale på det psykiatriske område. Da vi startede, bekæmpede psykologer og psykiatere nærmest hinanden. Der var virkelig brug for en nedbrydning af barrierer.”

Lyttende og engageret

Med et enormt personligt engagement har Jes Gerlach skrevet en del af Psykiatrifondens bøger. Og med sin inspirerende og enkle formidling har han holdt store forsamlinger fanget.

Bog, Jes Gerlach, otte samtaler med Jes Gerlach om psykiatrien i Danmark
I bogen 'Otte samtaler med Jes Gerlach om psykiatrien i Danmark' taler Jes Gerlach med en række markante personer, som har været i berøring med psykiatrien. Desuden fortæller han om sit eget liv og deler sine tanker og perspektiver om livet.

Han mødte altid sine medmennesker med stor interesse og nysgerrighed og var meget afholdt og respekteret. Man mærkede, at Jes Gerlach havde en vigtig mission, og han evnede at få folk til at lytte og få dem engageret i sin sag.

Psykiatrifondens tidligere formand, speciallæge i psykiatri Anne Lindhardt, fortæller om sit mangeårige samarbejde med Jes Gerlach:

”Jes var uhøjtidelig og nærværende. Og han kunne sælge sand i Sahara, som man siger. Han var desuden et netværkstalent uden lige. Da han stiftede Psykiatrifonden, gjorde han det med afgørende støtte fra to meget stærke skikkelser, nemlig tidligere, desværre afdøde, nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Jes var eminent til at alliere sig med mennesker, der ofte havde egne livserfaringer med psykisk sygdom fra deres nærmeste familie, og som derfor engagerede sig dybt i arbejdet med at udbrede viden og forståelse.”

Samtidig gjorde Jes, hvad der passede ham, fortæller Anne Lindhardt:

”Han insisterede på at være sin egen og har været vanskelig at kalde til orden i et hierarki som sundhedsvæsenets. Jes Gerlach var garant for fakta, han var pålidelig og politisk neutral – og så var han ikke mindst højt elsket af sine patienter i den private praksis, han drev i mange år.”

es Gerlach hilser på Psykiatrifondens protektor HKH Kronprinsesse Mary.
Jes Gerlach hilser på Psykiatrifondens protektor HKH Kronprinsesse Mary.

Hans ånd lever videre i Psykiatrifonden

Der er heldigvis sket meget, siden Jes Gerlach stiftede Psykiatrifonden i midten af halvfemserne, både i psykiatrien og i den måde, vi taler om psykisk sygdom på.

Det har Jes Gerlach en stor del af æren for.

Men der er et godt stykke vej endnu, før mennesker med psykisk sygdom får den behandling, de har brug for – i tide. Der er stadig brug for lettilgængelig viden. Og der er fordomme og tabuer, der skal nedbrydes.

Det kæmper Psykiatrifonden for. Jes Gerlachs mission og ånd lever videre hos Psykiatrifonden.