Høringssvar fra Psykiatrifonden
Her kan du læse Psykiatrifondens høringssvar til nye lovforslag.
Høringssvar vedrørende gennemførelse af initiativerne i værdighedsreformen
21. AUGUST 2026
Psykiatrifonden er overordnet positiv over for ambitionerne i værdighedsreformen, da mange i målgruppen lever med en psykisk sygdom. Vi opfordrer dog til en stærkere sammentænkning med 10-årsplanen for psykiatrien og anbefaler et minimumskrav om en sundhedsfaglig repræsentant fra regionspsykiatrien i både Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder. Samtidig bør der sikres en aktiv og opsøgende koordinering til behandlingspsykiatrien samt mulighed for visitation til længerevarende indsatser.
Høringssvar vedrørende lov om systematisk gennemgang af udvalgte sager om førtidspension med videre
21. AUGUST 2026
Psykiatrifonden foreslår, at personer, der har fået tilkendt førtidspension på baggrund af en psykisk sygdom, helt undtages fra lovforslaget. En revurderingsproces kan være en alvorlig psykisk belastning, og omskiftelige psykiske symptomer kan vanskeligt vurderes ud fra enkelte samtaler. Såfremt sagerne gennemgås, bør det kræve sundhedsfaglig vurdering, ligesom psykisk sygdom skal anerkendes som en gyldig grund til udeblivelse for at undgå sanktioner.
Høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn
21. AUGUST 2026
Psykiatrifonden støtter initiativerne til at dæmme op for snyd og svigt samt afskaffelsen af ikke-godkendte tilbud. Vi understreger dog, at kontrol og skærpede karantæneregler skal følges af tilstrækkelige ressourcer til socialtilsynet og et generelt fagligt løft af socialpsykiatrien. Vi anbefaler blandt andet en hurtig opstart af en national kompetenceudviklingsstrategi og etablering af tværfaglige teams på botilbud.
Bekendtgørelse om tildeling af eksklusiv ret til Region Syddanmark til levering af digital behandling af let til moderat depression eller angst hos personer mellem 18 og 24 år
20. AUGUST 2026
Psykiatrifonden, Dansk Psykolog Forening og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab støtter ambitionen om ensartet digital behandling af høj kvalitet, men er kritiske over for at give Region Syddanmark eneret på behandlingen. Vi er bekymrede for, at det kan begrænse andre regioners mulighed for at bruge veldokumenterede digitale behandlinger og udnytte eksisterende faglig viden. Samtidig anbefaler vi, at patientrettighederne tydeliggøres, så andre regioner kan tilbyde alternative digitale behandlinger, hvis Region Syddanmark ikke kan overholde behandlingsgarantien eller sikre den nødvendige kvalitet.
Bekendtgørelse om ret til hurtig behandling af let til moderat depression og angst for personer mellem 18 og 24 år samt ændringsbekendtgørelse af BEK 892
27. FEBRUAR 2026
Psykiatrifonden støtter ambitionen om at nedbringe ventetiden og styrke retten til hurtig psykologbehandling for unge mellem 18 og 24 år med let til moderat depression og angst. Vi anbefaler dog, at private leverandører underlægges tydeligere krav til kvalitet og behandlingsforløb, så unge får ensartet hjælp på tværs af geografi. Samtidig bør adgangen til ordningen i højere grad bero på den enkeltes funktionspåvirkning frem for en bestemt diagnose.
Bekendtgørelsesændringer som følge af forslag om lovændring af psykiatriloven (L86)
13. FEBRUAR 2026
Psykiatrifonden understreger, at tryghed for patienter og personale er afgørende, men vurderer, at de nye sikkerhedstiltag risikerer at behandle symptomerne frem for de grundlæggende problemer med blandt andet manglende kapacitet i psykiatrien. Vi er særligt kritiske over for private vagter og anbefaler klare krav til uddannelse i forebyggelse af tvang og deeskalering samt løbende og national evaluering af brugen. Kamerakig på Sikringsafdelingen bør begrænses mest muligt, må ikke erstatte menneskelig kontakt og bør højst godkendes for tre måneder ad gangen med ugentlig vurdering af behovet.
Dansk Database for Integreret Dobbeltdiagnosebehandling
5. JANUAR 2026
Psykiatrifonden støtter etableringen af en national kvalitetsdatabase for integreret dobbeltdiagnosebehandling, som kan bidrage til mere ensartet kvalitet, men understreger, at målgruppen er meget forskelligartet og derfor vanskelig at måle med fælles indikatorer. Vi anbefaler, at databasen tænkes sammen med eksisterende kvalitetsdatabaser, så kvaliteten kan følges for hele gruppen af mennesker med dobbeltdiagnoser. Samtidig bør indikatorerne i højere grad måle bl.a. funktionsevne, kontinuitet i behandlingen, fælles behandlingsplaner, familieinddragelse og sociale støttebehov.
Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling med videre
10. DECEMBER 2025
Psykiatrifonden støtter en samlet patientrettighed i børne- og ungdomspsykiatrien, hvis den sikrer, at flere børn og unge kan få behandling, mens de bliver udredt. Vi anbefaler, at det tydeliggøres, hvilke børn og unge der får ret til behandling under udredning. Samtidig kritiserer vi, at regionerne får op til to måneder til at udarbejde en plan for det videre forløb, da børn og unge i psykiatrien ikke bør have dårligere patientrettigheder end andre patienter.
Høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
11. NOVEMBER 2025
Psykiatrifonden udtrykker stor bekymring for lovforslaget, fordi det kan svække retssikkerhed og skabe et mere kontrollerende og utrygt miljø på psykiatriske afdelinger, blandt andet gennem øget brug af tvangsteknologi og private vagter.
Høringssvar vedrørende lovforslag om Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love
6. OKTOBER 2025
Psykiatrifonden advarer i høringssvaret mod lovforslaget om at fjerne forsørgelsesydelser fra personer dømt til behandling eller anbringelse i retspsykiatrien. Vi mener, at forslaget reelt straffer en gruppe, som ifølge loven ikke kan straffes, fordi de var utilregnelige på gerningstidspunktet. Det vurderes som et brud på et grundlæggende juridisk princip og som noget, der kan skabe økonomisk usikkerhed og gøre behandlingen vanskeligere. Psykiatrifonden efterlyser også klarhed om, hvorvidt ydelserne sættes på pause eller kræver genansøgning efter endt behandling.
Ændring af patientrettigheder for børn og unge, der er henvist til udredning i psykiatrien, samt ændring af færdigbehandlingstakster for psykiatriske patienter
25. AUGUST 2025
Psykiatrifonden støtter en samlet ret til udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien, men understreger, at behandlingen som udgangspunkt skal begynde allerede under udredningen. Vi anbefaler tydeligere patientrettigheder, forløbsplaner for alle børn og unge samt tæt opfølgning på, om behandlingen faktisk starter tidligt. Samtidig er vi bekymrede for, at højere færdigbehandlingstakster kan føre til, at flere mennesker udskrives til herberger, der ikke er egnede til mennesker med psykiske vanskeligheder, og anbefaler derfor, at udviklingen følges tæt.
Ny organisering af det almenmedicinske tilbud
21. AUGUST 2025
Psykiatrifonden støtter en stærkere national styring af det almenmedicinske tilbud, som kan bidrage til mere ensartet kvalitet, også for mennesker med psykisk sygdom. Vi anbefaler, at der sikres kontinuitet i behandlingen i udbudsklinikker, særligt for udsatte mennesker. Samtidig bør Sundhedsstyrelsen få mulighed for at udarbejde nationale opgavebeskrivelser for det tværsektorielle samarbejde om mennesker med psykisk sygdom, og relevante faglige organisationer samt patient- og pårørendeorganisationer bør inddrages i arbejdet.
Lov om behandling af let til moderat depression og angst for personer mellem 18 og 24 år
21. AUGUST 2025
Psykiatrifonden støtter ambitionen om hurtigere og mere geografisk dækkende behandling til unge mellem 18 og 24 år med let til moderat depression og angst. Vi anbefaler, at kravene til afstand og transporttid til behandlingssteder præciseres, og at digitale løsninger får en tydeligere rolle i at sikre adgang til behandling. Samtidig bør private leverandører underlægges klare krav til behandlingens indhold og kvalitet gennem specialaftaler, så unge får ensartet behandling af høj kvalitet.
Lov om Digital Sundhed Danmark og udkast til følgelovforslag om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love
2. JULI 2025
Psykiatrifonden støtter etableringen af Digital Sundhed Danmark og ambitionen om bedre brug af sundhedsdata og udbredelse af digitale løsninger. Vi anbefaler, at Digital Sundhed Danmark får et tydeligt ansvar for at vurdere og fremme digitale behandlingsmetoder med dokumenteret effekt og prioriterer national udbredelse af eksisterende løsninger frem for nyudvikling. Samtidig bør sundhedsdata kunne stilles til rådighed for forskning bredt og ikke kun forskning i offentlige institutioner.
Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt ved dialog og samarbejde med patienters pårørende
30. JUNI 2025
Psykiatrifonden støtter en tydelig vejledning, der balancerer sundhedspersoners tavshedspligt med inddragelse og støtte til pårørende. Vi anbefaler dog, at børn som pårørende til mennesker med psykisk sygdom får et mere tydeligt fokus, da de kan påtage sig et stort ansvar og samtidig selv have behov for støtte. Vejledningen bør derfor gøre sundhedspersoner opmærksomme på børnenes særlige situation og muligheden for at henvise dem til relevante rådgivningstilbud.
Sundhedsstrukturkommissionens rapport
2. AUGUST 2024
Den 11. juni 2024 udkom Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som efterfølgende er sendt i høring.
Her er en opsummering af Psykiatrifondens høringssvar:
Med den kommende sundhedsstrukturreform står vi med en unik mulighed for at reducere ulighed i sundhed. Samtidig kan vi med strukturelle greb få endnu mere ud af regeringens investering i psykiatrien, forhindre medarbejderflugten og omsider ligestille somatisk og psykisk sundhed til stor gavn for patienterne.
Ved at styrke samarbejdet mellem henholdsvis somatikken og psykiatrien og socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien skaber man incitamenter til at samarbejde om patienten. Det giver mere sammenhængende patientforløb, reducerer ulighed i sundhed og forlænger livet for nogen af dem, der dør for tidligt.
Her er fem hovedargumenter fra Psykiatrifondens høringssvar:
- Integration af psykiatri og somatik
Der er behov for at integrere psykiatrien og somatikken i sundhedsvæsnet for at sikre ensartet behandling af psykisk og fysisk sygdom. Historisk har der været en organisatorisk adskillelse, som har medført, at psykiatrien ikke har fået samme kvalitetsløft som somatiske sygdomme, som fx kræft og hjerteområdet. Integration vil reducere problemet med 'diagnostic overshadowing', hvor symptomer på somatiske sygdomme overses hos patienter med psykiske lidelser. - Ulighed i sundhed
Der er en markant ulighed i sundheden for personer med psykiske sygdomme sammenlignet med den generelle befolkning. Mænd med skizofreni lever fx 14 år kortere end gennemsnittet. En sammenhængende sundhedsreform kan hjælpe med at reducere denne ulighed. - Forbedret samarbejde og kompetenceudvikling
Manglen på integration mellem psykiatri og somatik samt socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien forhindrer optimale patientforløb og bidrager til stigende personaleudfordringer. En samlet tilgang vil fremme samarbejde, styrke behandlingskvaliteten og tiltrække samt fastholde sundhedsfagligt personale. - Behov for national kvalitetsstandard
Der bør etableres nationale kvalitetsstandarder for psykiatrien for at sikre ensartethed i behandlingskvaliteten på tværs af regioner. Dette vil også bidrage til bedre forvaltning af de ressourcer, som regeringen har afsat til psykiatrien, herunder de 3,2 milliarder kroner i den nye 10-årsplan. - Betydningen af tidlig indgriben og forebyggelse
Der skal være et fokus på tidlig indgriben og forebyggelse af psykiske lidelser i sundhedsvæsnet, især i almen praksis og socialpsykiatrien. Der mangler i øjeblikket ressourcer og kompetencer i det kommunale system, og der er behov for klare retningslinjer for visitation og behandling.
Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (patienters rettigheder, videregivelse af oplysninger til politiet, anvendelse af metaldetektorer med videre)
3. JANUAR 2024
Psykiatrifonden støtter flytningen af Det Psykiatriske Patientklagenævn til Styrelsen for Patientklager, som kan styrke retssikkerheden for mennesker, der udsættes for tvang i psykiatrien. Vi er derimod stærkt kritiske over for brugen af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og ambulatorier, da de kan øge stigmatiseringen og skade relationen mellem patient og behandler, samtidig med at effekten på sikkerheden er usikker. Vi anbefaler i stedet, at ressourcerne bruges på bedre behandling og kontinuitet, som kan øge trygheden og sikkerheden for både patienter og personale.
Etablering af lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med mistrivsel
3. JANUAR 2024
Psykiatrifonden støtter etableringen af det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud til børn og unge, men understreger behovet for nationale krav, der sikrer ensartet kvalitet og hurtig adgang på tværs af kommuner. Vi anbefaler bindende kvalitetsstandarder for blandt andet ventetider, behandlingseffekt og tilgængelighed samt en national kvalitetsdatabase, der løbende følger tilbuddets kvalitet og implementering. Samtidig bør målgruppens størrelse og økonomien afklares, og børn, unge og forældre skal have klare muligheder for at klage over tilbuddet.
Lovforslag om ændring af sundhedsloven, lov om social service og lov om anvendelse af tvang i psykiatrien med videre
15. DECEMBER 2023
Psykiatrifonden støtter etableringen af et regionalt integreret behandlingstilbud til mennesker med både psykisk sygdom og rusmiddelproblemer, som kan skabe mere sammenhængende behandling. Vi er dog bekymrede for, at målgruppen er undervurderet, og anbefaler, at finansieringen følger med, hvis flere end de forventede 9.200 personer viser sig at have behov for tilbuddet. Samtidig er vi kritiske over for, at omlægningen af de særlige pladser medfører et samlet tab af psykiatriske sengepladser i en situation, hvor der allerede er mangel på pladser.
Vejledning om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter.
7. DECEMBER 2023
Psykiatrifonden vurderer, at vejledningen om patientrettigheder er blevet mere læsbar, men at mange patienter i psykiatrien fortsat har svært ved reelt at gøre brug af deres rettigheder, fordi mange henvisninger bliver afvist. Vi anbefaler derfor, at vejledningen tydeliggør regionernes pligt til at indhente manglende oplysninger frem for at afvise en henvisning. Konkret bør vejledningen suppleres med et eksempel fra psykiatrien, som kan bidrage til at reducere antallet af afviste henvisninger.
National klinisk anbefaling for brug af beroligende lægemidler
28. NOVEMBER 2022
Psykiatrifonden støtter Sundhedsstyrelsens nationale kliniske anbefaling om brug af beroligende lægemidler til kortvarig lindring af nyopståede angst- og urosymptomer hos voksne. Vi har ingen yderligere bemærkninger til anbefalingen, men vurderer den som væsentlig.
Barnets lov
24. JUNI 2022
Psykiatrifonden støtter Barnets lovs fokus på tidligere hjælp, flere rettigheder og én tydelig indgang for børn og unge med behov for støtte. Vi anbefaler, at alle børn og unge i psykisk mistrivsel får let og hurtig adgang til behandling med dokumenteret effekt gennem ensartede børnepsykologiske tilbud i kommunerne, og at dette tænkes sammen med 10-årsplanen for psykiatrien. Samtidig efterlyser vi større klarhed over, hvilke tilbud og kommunale forpligtelser der gælder for forskellige grupper af børn og unge, og foreslår flere midler til forskning i psykiatri.