Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

”Det er nemmere at få folk til at lytte med humor”

Oliver Ljunggren er 27 år, arbejder i socialpsykiatrien og laver standup. Og så lever han med psykisk sygdom. Siden 2019 har han hvert år arrangeret, og været vært for, 'Psykisk Sjov'. Et standup-show, der har til formål at aftabuisere psykisk sygdom og samle ind til Psykiatrifondens arbejde. Den 19. juni 2025 går det løs igen, når mange af landets sjoveste komikere samles i den gode sags tjeneste.

Oliver Ljunggren optræder på scenen

Foto(s): Privat

Standup kom til Oliver lettere tilfældigt på et tidspunkt, hvor han havde det allersværest og kæmpede med sit psykiske helbred. I en periode med mani fik han den idé at tilmelde sig et open mic-arrangement. Det var en succes, og siden har det kun taget fart. Oliver blev som 16-årig diagnosticeret med Aspergers syndrom og senere hen bipolar lidelse og har periodevist lidt af depressioner. Han er også kronisk syg og har haft flere blodpropper gennem livet.

Selvom det er hårde og alvorlige livsvilkår, mener Oliver, at det er vigtigt at kunne grine af det – og tale om det.

Titel

I en undersøgelse fra 2017 sagde 22 procent med psykisk sygdom nej til, at de havde været åbne om deres sygdom over for andre end deres nærmeste.

”ÉN AF OS befolkningsundersøgelse 2017”. PrimeTime kommunikation 2017

”Comedy er en god måde til at sige nogle ting på en lidt ukonventionel måde og bryde tabuer og få folk til at reflektere. Og så er det vigtigt for mig at vise, at vi godt kan tale om psykisk sygdom på en mere positiv og let måde og stadig tage det seriøst, så det ikke altid behøver at være så negativt og martyragtigt,” siger han.

Den 19. juni står Oliver igen klar på scenen på Bremen Teater, når 15 fantastiske komikere står for underholdningen. Som altid kan du forvente en forrygende aften med god stemning og mange grin. Du kan booke din billet her:

Line-up og billetter

Humor skaber opmærksomhed

Det vigtigste for Oliver er at bekæmpe de fordomme, der er forbundet med psykisk sygdom, og åbne op for samtalen.

Vi skal stoppe med at sammenligne alle med den samme diagnose eller alle med psykisk sygdom. Tænk, hvis man sammenlignede alle rødhårede med hinanden. Det giver jo heller ingen mening.
Oliver Ljunggren

”Hvis der ikke er en eksisterende interesse, så er det nemmere at skabe kontakt, hvis man bruger humor. Humor i form af standup er et sublimt retorisk redskab, hvor man for en gang skyld ikke behøver at forholde sig til politiske floskler og alle andres holdninger, men faktisk kan tillade sig at komme med nogle tanker og pointer under præmissen om, at det er komik, og det er for sjov. For mig er et fokuspunkt fx, at vi skal væk fra kassetænkningen. Vi er alle forskellige, og det er vigtigt at huske på. Vi skal stoppe med at sammenligne alle med den samme diagnose eller alle med psykisk sygdom. Tænk, hvis man sammenlignede alle rødhårede med hinanden. Det giver jo heller ingen mening,” siger Oliver.

Han kender mange andre komikere, der også har kæmpet med svære ting gennem livet og ser humor som et værktøj til at bearbejde følelserne og nedbryde stigmaet om psykisk sygdom.

”Der er en udbredt holdning om, at man ikke skal lave sjov med psykisk sygdom – og selvfølgelig alt med måde – men det er nemmere at få folk til at høre efter, hvis man laver sjov, end hvis man laver et foredrag. Humor er et redskab, der er med til at aflive fordomme, udvide samtalen og få folks opmærksomhed. Ved standup har du faktisk et rum fyldt med mennesker, der lytter.”

Og som Oliver også understreger, så gør det en verden til forskel, at dem, som laver vittighederne, har personlig erfaring med emnerne, de gør grin med – ”vi griner med hinanden.”

Kunsten at gøre den maniske energi konstruktiv

Idéen til ’Psykisk Sjov’ slog rødder i en periode, hvor Oliver havde det særligt dårligt. Han fik lyst til at gøre de maniske perioder, som følger med en bipolar lidelse, mere produktive og målrettede.

Humor er et redskab, der er med til at aflive fordomme, udvide samtalen og få folks opmærksomhed. Ved standup har du faktisk et rum fyldt med mennesker, der lytter.
Oliver Ljunggren

”Når jeg er manisk, så må der gerne ske større ting, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gøre de maniske trip relevante,” sagde han dengang.

I samme periode modtog Oliver også kontanthjælp og var på vej i flexjob. Hertil fik han et ønske om at bidrage til samfundet på sin egen måde, og med sin baggrund taget i betragtning var Psykiatrifondens sag oplagt at støtte.

”Det er et relaterbart emne for mange, men der er også en pokkers masse misinformation i befolkningen. Det er fint at komme ud og få snakket højt om det, og jeg syntes, Psykiatrifonden var et genialt sted at starte. Og så skal Psykiatrifonden have overskuddet, fordi deres arbejde stemmer fuldt ud overens med mine egne tanker om vidensdeling, afstigmatisering og forståelse for psykisk sygdom og sårbarhed,” siger Oliver.

En ny retning og en bedre tilværelse

Humor, standup og ’Psykisk Sjov’-projektet har givet Oliver en retning i livet og en større omgangskreds.

”Det har givet mig meget gennem tiden. Ved den spæde start var det en copingstrategi for mig. Det var et projekt, jeg kunne kaste min energi på og få en følelse af at bidrage til noget større i en tid, hvor jeg ikke selv følte, at det ellers var muligt at bidrage,” siger han og tilføjer:

”Mit liv har ændret sig meget, siden jeg startede ’Psykisk Sjov’. Jeg kæmper ikke længere med psykisk sygdom på samme måde, er ikke længere aktiv i psykiatrien og er fri af antipsykotisk medicin. Og så arbejder jeg selv i socialpsykiatrien. Så jeg har rykket mig meget, og i dag laver jeg showet med et helhedsperspektiv og er vokset meget i opgaven.”

Jeg håber, at andre kan få en følelse af håb, og at de, der har fordomme, kan blive klogere. Det er min todelte mission.
Oliver Ljunggren

Oliver ønsker at fortsætte med ’Psykisk Sjov’, så længe det giver overskud, og så længe han føler, der kommer noget positivt ud af det. Han drømmer også om at komme rundt i landet med showet, men det er desværre ikke muligt lige nu. Samtidig vil han ikke tage al æren for succesen.

”Uden de gode komikere, der har sagt ja til at være med helt gratis og frivilligt, havde det ikke været muligt. De skal have mindst lige så meget ros som mig. Det er helt fantastisk, at så mange bakker op om showet og budskabet. De giver jo afkald på mulige betalte shows, så det er helt vidunderligt, at de vil være med,” siger han.

Oliver har det meget bedre i dag. Han arbejder, bor i hus og ”har et liv”, som han selv siger det. Nu nyder han at være med til at gøre en forskel.

”Jeg håber, at andre kan få en følelse af håb, og at de, der har fordomme, kan blive klogere. Det er min todelte mission.”

Oplev blandt andet Mikkel Klint Thorius, Dan Andersen, Audrey Castañeda, Omar Marzouk, Anders Fjelsted og Anne Bakland på Bremen Teater den 19. juni 2025.

Skal du med?

Book billetter til 'Psykisk Sjov' her.

Oliver Ljunggren, Psykisk Sjov, scene 2 sløret skilt
Dem, der køber billet til showet og støtter, er med til at kæmpe for, at psykisk sygdom aldrig må ødelægge liv.