Kære nyvalgte politiker: Psykisk sygdom skal tænkes ind i alle politikområder
Vi har skrevet til det nye Folketing med en klar opfordring: psykisk sygdom berører næsten os alle, og det afspejler sig i alle dele af samfundet. Så løsningerne skal findes på tværs af alle politiske områder – ikke kun i sundhedsvæsenet.
Kære folkevalgte
Stort tillykke med dit valg til Folketinget. Du kommer til at træffe beslutninger, der former mange menneskers liv. Der er dog en stor gruppe, som ofte bliver glemt i politiske beslutninger – mennesker med psykisk sygdom. Det er ellers bemærkelsesværdigt, når 82 procent af danskerne får behandling for psykisk sygdom i løbet af livet.
I Psykiatrifonden taler vi hvert år med tusindvis af mennesker, hvis liv går i stå på grund af psykisk sygdom. Det er børn, der ikke længere kan komme i skole. Det er voksne, der mister fodfæstet i uddannelse og arbejde. Det er familier, hvor pårørende kæmper for at holde sammen på hverdagen.
Vi kæmper for, at psykisk sygdom aldrig må ødelægge liv – men det sker desværre stadig. Der er udfordringer nok at tage fat på:
- Lige nu venter børn og unge i 165 dage på udredning.
- Flere unge dør til selvmord end kræft.
- Depression og angst er hvert år årsag til 35 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste.
- Kun 16,1 procent af danskerne har et højt mentalt velbefindende.
- Hver tredje dansker scorer højt på stressskalaen.
De problemer løses ikke kun på hospitalerne. Børns mistrivsel starter ofte i skolen, utallige mennesker med psykisk sygdom står på kanten af arbejdsmarkedet, og mange bor i almene boliger. Derfor skal psykisk sygdom tænkes ind i alle politikområder.
Derfor håber vi, at du vil have mennesker med psykisk sygdom med i tankerne i dit kommende ordførerskab. For mennesker med psykisk sygdom påvirkes af al politik – ikke kun sundhedspolitik.
Venlig hilsen
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden
Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Psykiatrifonden