Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Hvad er Mind My Mind?

Mind My Mind er et individuelt behandlingstilbud, som har fokus på tidlig og forebyggende hjælp. Programmet lever op til den faglige ramme for det lettilgængelige tilbud.

Mind My Mind, hvad er MMM, stort billede
Opdateret manual fra 2026

Mind My Mind-manualen er fra 2026 opdateret til at favne målgruppen for det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud bredere. 

Der er blevet udviklet metoder til at behandle nye problemfelter, herunder problematisk skærmbrug, dårlige søvnmønstre, selvskade, tvangstanker- og handlinger samt børn med særlige behov

Læs mere om den opdaterede manual her.

Mind My Mind arbejder transdiagnostisk med problemstillingerne depression, angst, adfærdsvanskeligheder og problematisk skærmbrug samt de sekundære problemstillinger traumer, selvskade og søvn (læs mere i boksen herunder). 

Mind My Mind dækker hele målgruppen for det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud på tværs af alder og problemområder, og forløbene kan også tilpasses børn med særlige behov.

Mind My Mind er transdiagnostisk og bygger på moduler, der gør det muligt at skræddersy forløbet til det enkelte barn. Programmet kan derfor anvendes til en bred vifte af problemer på tværs af de fire diagnose- og problemområder.

Mind My Mind tilbyder træning af tanker, følelser og adfærd med kognitive og adfærdsterapeutiske metoder. Derudover rummer Mind My Mind redskaber til at identificere målgruppen og evaluere effekten for barnet og familien.

Depression

Forløbet er målrettet børn og unge, der oplever symptomer på depression. Behandlingens fokus er primært rettet mod barnet. Forældre vil deltage i nogle af sessionerne, og der afholdes forældresessioner, hvor kun forældrene deltager. Barnet vil træne metoder til at håndtere depressive symptomer.

Angst

Forløbet er målrettet børn og unge, der oplever symptomer på angst. Forløbet kan også omfatte tvangstanker- og handlinger. Behandlingens fokus er primært rettet mod barnet. Forældre vil deltage i nogle af sessionerne, og der afholdes forældresessioner, hvor kun forældrene deltager. Barnet vil træne metoder til at håndtere angst.

Adfærdsvanskeligheder

Forløbet er målrettet børn og unge med udfordrende adfærdsmønstre og familier med problematiske kommunikationsmønstre. Programmet er primært baseret på forældretræning uden barnets deltagelse. Forældre til et barn med adfærdsvanskeligheder vil træne metoder til at mindske konflikter og øge det positive samvær med barnet. Derudover er der mulighed for børnesessioner.

Problematisk skærmbrug

Forløbet er målrettet børn og unge med problematisk skærmbrug. Behandlingen tilrettelægges ud fra barnets alder og familiens behov og kan bestå af individuelle børnesessioner, fælles sessioner med barn og forældre eller forældresessioner uden barnets deltagelse. Barnet og familien vil træne metoder til at skabe mere hensigtsmæssige skærmvaner, reducere konflikter og styrke alternative aktiviteter og fællesskaber.

Tillægsmoduler

Tillægsmodulerne er målrettet børn og unge, hvor søvnproblemer, selvskade eller følger af traumer indgår som en sekundær problemstilling til angst, depression, adfærdsvanskeligheder eller problematisk skærmbrug. Modulerne kan inddrages, hvis den sekundære problemstilling påvirker barnets trivsel eller hindrer arbejdet med den primære problemstilling. Barnet og familien vil træne metoder til at forstå og håndtere de vanskeligheder, der knytter sig til søvnproblemer, selvskade eller traumereaktioner.

Flowchart over forløb

Et Mind My Mind-forløb består af 9 til 13 sessioner og er bygget op som vist i flowchartet:

Mind My Mind-flowchart over hele forløbet

 

Mind My Mind virker

Mind My Mind er baseret på en manual og er videnskabeligt efterprøvet i et lodtrækningsforsøg i kommunerne med stor effekt.

Resultatet var adskillelige positive effekter for de børn og unge, der modtog behandling med Mind My Mind i sammenligning med de børn og unge, som modtog kommunens eget tilbud.

Webinar: Mind My Mind som kommunalt behandlingstilbud

Se eller gense Psykiatrifonden og Sund By Netværkets webinar "Mind My Mind som kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel".

I webinaret fortæller ph.d. Louise Fugl Madelaire om forskningen bag Mind My Mind. Politisk konsulent Daniel Weber fortæller om den politiske proces for det lettilgængelige tilbud. Klinisk psykolog samt udvikler, underviser og supervisor i Mind My Mind, Lisbeth Jørgensen, fortæller om Mind My Mind i praksis.

Se eller gense Psykiatrifonden og Sund By Netværkets webinar "Mind My Mind som kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel". Hør om forskningen bag Mind My Mind, den politiske proces og Mind My Mind i praksis.

Tilbage til forsiden